3DECONOMY

A manifold is an abstract mathematical space in which in which every object point has a neighborhood which resembles Euclidean space, but in which the global structure may be more complicated

 

Interview: René Schmidt 04. juni 2007

Interview:Torben Zenth & Kristine Bøggild Johannsen

 

René Schmidt: A manifold is an abstract mathematical space in which in which every object point has a neighborhood which resembles Euclidean space, but in which the global structure may be more complicated på Helene Nyborg Contemporary

 

Din udstilling hedder A manifold is an abstract mathematical space in which in which every object point has a neighborhood which resembles Euclidean space, but in which the global structure may be more complicated. Hvorfor har du valgt denne titel?

 

Titlen er taget fra en matematisk beskrivelse af, hvad en manifold er. Matematik er jo – som meget videnskab – superabstrakt. Det bliver ret hurtigt abstrakt, fordi det når så langt ud. Først starter man med at beskrive et matematisk rum. Vores rum, det tredimensionelle rum eller det firedimensionelle rum. Alligevel har de punkter, som bruges at definere et rum, alle en nabo. Det synes jeg var fedt. De globale strukturer, som opstår, når man har milliarder af punkter, der beskriver verdensrummet eller det her rum, de er måske mere komplicerede, end man lige går og regner med. Udstillingstitlen er altså paraplyen, der kan dække det hele ind. Den definerer det rum, som værkerne er kommet ud af. Det er lidt en rodebutik, men det er med vilje. Fordi verden er rodet. Verden er kompleks. Man kan ikke bare koge den ned til illustrationer af nogle få emner.

 

Men der er alligevel lidt, der hænger sammen?

 

Ja, det hele hænger sammen. Det er jo fuldstændig filtret ind i hinanden. Udover de udstillede værker er der også en mappe med skitser. Det er en slags ‘open source’ for udstillingen. Man kan bare dykke ned og finde mere. Skitserne kan også belyse metoderne, hvorpå værkerne er lavet eller ikke lavet. Måske kan man blive lidt snydt eller lidt forvirret?

 

Hvorfor har du valgt at gribe udstillingen an på denne måde?

 

Forskere gør alt for at lægge deres resultater frem og dele dem med andre, da de er klar over, at de ikke kan nå målet alene. Man skal være flere om det. Derfor prøver jeg være generøs på den måde. Det synes jeg er meget charmerende. Jeg har ikke gjort det så perfidt, som forskere gør. Det ville nok kede de fleste. Jeg har bare prøvet at lægge meget frem.

 

Både i udstillingens titel og din tilgang til fremvisningen af værkerne henter du stor inspiration i naturvidenskaben og forskningsverdenen. Spiller matematikken en konkret rolle for udarbejdelsen af dine værker?

 

Man kan sige, at den betyder meget for måden, jeg laver mine ting på. Mange af mine værker er lavet i 3D-programmer. Det er en ret ny ting at skabe virtuelle 3D-objekter eller rum, men man har arbejdet med tredimensionelle beskrivelser af verdensrummet i flere hundrede år. ‘Manifold’ og ‘Euclidian space’ er f.eks. betegnelser for, hvor langt man er nået i beskrivelsen af det rum, som vi bevæger os i. Det tredimensionelle rum. Alt hvad jeg laver, skaber jeg i det rum. Jeg forstår ikke selv ret meget af matematikken. Det behøver jeg heller ikke, for det gør de programmer, som jeg arbejder med. Men jeg forstår principperne i det. Det betyder, at jeg kan skabe de her ting.

 

Er vi så ude i noget, hvor det her er et stykke manifesteret matematik?

 

Nej, det er bare baggrunden for den måde, jeg laver værkerne på. Man skal kunne smage, at det kommer derfra. At det har et fuldstændigt moderne afsæt. At det starter dér, hvor mennesket er nu. Men værkerne har deres egen indbyrdes historie. Der er ikke et teknikshow det her. Det prøvede jeg at gøre meget ud af på indbydelsen. Man ser to unge mennesker, som står på et eller andet campus i midtvesten. Han har cowboystøvler på, og hun står i træsko. Fotografiet stammer fra det tidspunkt, hvor langt flere fik mulighed til at gå på universitetet og få en uddannelse. Det var en åbning af verden. En eksplosion af viden. De to unge står samtidig og flirter med hinanden. Jeg har altså prøvet at vise, at selvom udstillingen tager afsæt i det matematiske rum, så er det også lidt for sjov.

 

Kan du fortælle noget mere om de historier, der ligger bag de enkelte værker?

 

Det er nogle ret sprælske fortællinger, synes jeg. Tag f.eks. værkerne Architect taking the Dive og Escaping. Her ser vi en arkitekt, der står inde i sit eget byggeri. I en slags trappeopgang, som han selv har bygget. Alle vægfladerne er beklædt med skitser eller tegninger til trappeopgangen. Alle overfladerne spejler sig i sig selv og i hinanden. Det er en slags arkitektonani. Arkitekten selv står midt i det med en stor cigar i munden og ud af hans baghoved gror ældre bygningsværker, mens han er ved at springe ud i det helvede, han selv har bygget.

Bronzefiguren Escape minder om stilbilledet fra en film om den samme figur og hans verden. Vi ser igen den lille tykke mand – nu med de små vinger. Han kan ikke finde ud af, hvilken krop han egentlig er i. Kroppen er ved at opsluge hans jakkesæt. Jakkesættet forsvinder ind i hans mave. Han svulmer bare op. Hans krop er ved at overtage ham. Det handler om flugt. Måske er det ham, der ved at flygte – eller måske kroppen, der er ved at flygte fra ham? Der sker et eller andet. Nogen er på vej et andet sted hen.

 

Hvorfor flugt?

 

Det ville være nemt nok at sige, at verden ikke ser så fed ud i dag. Vi ser måske ud til at have det fint, men så går det ikke så godt alligevel. Hvem ved? Det kan jo også være, at han har det fedt? Han har jo fire hjerner og fire ben. Det kører måske også meget godt?

 

De stærke kvinder er et andet gennemgående motiv i din udstilling. Kan du fortælle noget mere om disse værker?

 

Den ene af de to glasskulpturer hedder Queens. Den fortæller en meget præcis historie. Der står en power woman – det kunne de sådan set alle sammen være – men der er en frodig kvinde, en superheltinde, en business woman og nedenunder svæver et 12 uger gammel foster. Alle fire figurer er forbundet med nogle punkter, som svæver oppe over det hele.

Så er der værket Bitch. Figuren er sammensat af en stærk kvinde og en søhest. Hun ses flere steder. I bronze, glas og på et fotografi. I glasskulpturen og på fotografiet står kvinden og søhesten ved siden af hinanden. Fotografiet hedder Looking at the Beginning (CERN). [CERN er forkortelsen for den Europæiske Organisation for Kerneforskning med hovedkvarter i Genève. CERN har verdens førende laboratorium for partikelfysik]. I CERN arbejder forskerne med en partikelaccelerator, hvor de prøver at komme så tæt som muligt på det øjeblik, hvor universet startede. Jeg tror, at de er 0,007 nanosekund fra at ramme punktet. Søhesten, der er ufatteligt gammel, og mennesket, som er helt ungt, står sammen og kigger ind i fortiden eller ud i fremtiden. Jeg tænker, at det er sådan: ’Hvad har vi gang i?’

 

Skulle man vælge den positive side eller være supertrist?

 

Der er altså historier i det hele. Jeg ved ikke hvad det handler om. Jeg er jo bare startet. Tit forsøger jeg at lave det mangfoldigt. Det er jo det manifold betyder på dansk. En manifold eller mangefold på en bil er en fordelingsgren af energi for motoren. Man behøver diversitet for at tingene lykkes. Derfor har vi brug for videnskabsfolk, der sidder og forsker i knuder hele livet. Det skal jo nok ende med, at vi kan bruge det til noget. For på nuværende tidspunkt aner vi jo ikke, hvad vi har brug for i fremtiden. Man bliver nødt til at være åben. Det gælder f.eks. Object (Fluid Map 1-4). Det er det samme objekt, men overfladen er forskellig. Eller rettere, man er startet med den samme overflade, men den er flydt ud på forskellige måder. Ligesom når man taber noget olie i en vandpyt. Det er ret vigtigt, at der ikke blot er én mulighed. Måske er det klareste bud ikke at komme med noget færdigt. I forskerverdenen er der aldrig nogen, som kommer med nogle absolutter. Man regner med, at der kommer nogen og angriber ens resultater og fører dem videre.

Din æstetik synes at pege i mange retninger. Spiller mangfoldigheden også ind her?

Ja. Jeg kunne have nøjedes med at lave ti skulpturer i rustfrit stål eller udfoldet papir. Det ville både have været meget nemmere for mig selv og nemmere at se på. Hvis man i løbet af en eftermiddag har set ti forskellige udstillinger, kan det virke meget rodet at se noget, der blafrer så meget som det her. Men værkerne hænger tematisk sammen på tværs af medier og udformninger. Mange af objekterne er startet som skitser, enten 3D skitser eller tegnede skitser, og siden afføder de noget andet. Hvis vi bevæger os fra Additional Options til Gemini (Double Up) og videre til Escape og Cyclops, kan vi sporene af de historier, som bliver fortalt på tværs. Jeg synes, som sagt, at mangfoldigheden er vigtig. Der er en stor pointe.

 

Der er mange referencer til moderne konsumkultur?

 

Ja, jeg prøver at tage afsæt i min hverdag. Ellers synes jeg ikke, at det giver nogen mening lige nu og her. Jeg vil for Guds skyld ikke kaldes romantiker eller alt for stor æstetiker. I går kørte jeg ude fra Kastrup ad Amager Landevej ind til centrum. Transformation – også af mennesker – optager mig. Ude i Kastrup var folk kommet hjem fra arbejde og gik rundt i joggingsæt. Inde i byen gik folk rundt i deres pæne tøj. De havde i hvert fald noget andet arbejdstøj. De var oppe i et andet gear. Der vil jeg meget hellere lave noget fra lokalavisen i Viborg, fra byggemarkedet eller fra transportcenteret nede i Taulov. Altså tage afsæt i livet som det ser ud lige nu og her, og ikke udvælge det pæne, interessante eller kulturelle. Det, der er kulturelt interessant nok til at komme i Politiken. Jeg forsøger i stedet at finde noget andet. Alt det andet, der er derude. Hvis du kører rundt i et industrikvarter, er der vildt meget gang i den. Der er nogen, der skal levere strøm. Der er nogen, som laver plastik. Andre er måske underleverandører til et skyllemiddel. Alle de her industrikvarter, alle de tyske lastbiler på landevejene, de kører jo rundt med almindeligheder. Med små bitte dele af vores samfund. Det er vigtige og komplicerede dele. Alle de ting, der tilsammen danner det samfund, som vi pløjer rundt i inde i den indre by, de har en oprindelse og er skabt. Jeg kan godt lide den æstetik, der findes i industrikvarteret eller provinsen, fordi det er en praktisk æstetik. Det vigtige er, at tingene fungerer. Det skal ikke nødvendigvis være enormt flot. Det er alle de bagvedliggende mekanismer og deleelementer, som skaber det hele.

 

Men så flytter du det hele? Nu sidder vi jo her i kulturens højborg i Valby.

 

Nåh, ja. Det er mit bud. Det er det, jeg kan finde ud af at lave. Sådan noget kunst. Men det er bare en mellemstation. Det her er jo ikke slutstation for værkerne. De skulle meget gerne ud og hænge f.eks. i en lejlighed i Brøndby Vester eller i en kolonihave ned i Tønder. Det ville være det optimale for mig.

 

Betyder det, at du ikke forestiller dig dine værker på et museum som f.eks. AROS?

 

På AROS er der mange mennesker, som kan se dem. Det vil også være fint. Men det er interessant om tingene får deres eget liv. Hvis man køber en skulptur nu, eller nogen finder den om hundrede år? Hvad gør folk ved den? Kan den klare sig? Værkerne har ikke en tydelig funktionalitet. Men jeg håber, at de kan generere noget liv. Måske kunne Bitch pege på universets begyndelse? Pege ud i fremtiden. Hvem ved? Måske kunne vi få noget rigtig fedt til at ske…?

© 2000 – 2006 kopenhagen publishing